Liva Weel

Liva Olsen (Olivia Marie Olsen), der var datter af kriminalassistent Carlo Martin Ingomar Olsen (1867 - 1931) og hustru Marie Christine Dorthea Olivia Josephine Petersen (1873 - 1920), voksede op i Mysundegade og Istedgade på Vesterbro i København. Allerede som 10-årig var hun flittig ved klaveret. Efter præliminæreksamen blev hun ansat på E. Nobels Tobaksfabriks kontor. 17 år gammel begyndte hun at uddanne sin sangstemme hos operasangerinden og musikpædagogen Hedevig Quiding (16-09-1867 - 22-10-1936). Hun optrådte første gang som sanger ved en elevkoncert i Tesalen i Politikens hus i 1917, hvilket førte til engagement og debut samme år hos turnéteaterdirektør Harald Stabehl i en sommerrevy på hotel Phønix i Odder. Revyen flyttede senere til Nykøbing F. og efter sommerrevyens slutning drog hun med Harald Stabehl på turne i provinsen, hvor hun spillede en stribe store roller, bl.a. titelrollen i operetten "Den glade Enke". Siden vendte hun tilbage til København, hvor hun den 31. maj 1918 første gang stod på Scala Teatrets scene og hvor hun de følgende 10 år blev en af denne scenes største stjerner, både som operette- og revyskuespiller. Hun fik sit store gennembrud i revyen "Hallo Amerika" i 1920 og senere også i revyen "Regnbuen" i 1924. I 1921 tog hun sangundervisning hos operasanger Carl Madsen og operasanger Vilhelm Herold. I slutningen af 1922 sang hun duet i operetten "Bajaderen" sammen med Arne Weel i "Når på himlen små stjerner blinker". Blandt succesviserne på Scala var "Gabrielle-visen" (1920), "Åh, hvor var han dog bedårne" (1923), "Han har min sympati" (1924), "Eskimor" (1924), "Et lille pust fra Pustervie" (1924), "Adrienne" (1925), "La garconne" (1925), "Valencia" (1926, og "Nogen gør det aldrig, andre gør det tit" (1930). I 1920erne turnerede hun tillige gennem provinsen med en række viseaftener dels alene, dels sammen med komponisten Ella Heiberg. Hun tog i 1928 afsked med Scala i revyen "Omkring hesten", hvor hun sang visen ""Een er for lille og een er for stor". I 1928 havde Liva Weel mødt forfatteren og arkitekten Poul Henningsen (PH), som skulle blive en meget vigtig person i hendes videre karriere. Han skrev nemlig mange af hendes sange. Fra 1928-1931 var hun engageret hos Frede Skaarup ved Nørrebros Teater - i sommeren 1930 dog atter ved Scala Teatret og derefter et kort gæstespil på Det Kgl. Teater som Pernille i "Den Stundesløse". I marts 1931 hævede hun kontrakten og forlod Nørrebros Teater. Hun tog derefter på viseturné med kapelmester og pianist Hans Kauffmann og parret fortsatte efter turnéen på ferie rundt i Europa. Gennem 1930erne fejrede hun kunstneriske successer på både film, revy og teater. Efter at hun havde spillet hos Arne Weel i Riddersalen som "Lysistrate" og i PH-revyen "På halen" medvirkede hun i 1932 i "Madame Sans Géne" på Odense Teater og kom derefter til Folketeatret, hvor hun i 1933 fik et gennembrud i Bernhard Shaws "Pygmalion".